Det er ikke sjovt at blive gammel, og der er mange skavanker forbundet med processen. Det kan godt være hårdt både fysisk og mentalt: specielt fordi man i højere og højere grad bliver gjort afhængig af andre. Nogle prøver at romantisere denne proces ved at sammenligne den med barndommen: de siger at det er cyklisk. Vi starter svage og afhængige, bliver stærke og uafhængige, for så igen at miste vores styrke og have brug for andres hjælp. Man kan skrive alle de digte og flotte ord om det man har lyst til: det gør det ikke sjovere for de ældre.
Heldigvis er der nogle kloge mennesker derude, der har øje for dette problem, og gør hvad de kan for at give de ældre autonomiteten tilbage. I en verden hvor vi kan sende mennesker til månen og satellitter ud i kredsløb om jorden, burde vi så ikke kunne gøre de ældre stærkere og mere uafhængige? Måske vi ikke kan forlænge ungdommen endnu, men hvis vi i det mindste kan give de ældre mere frihed og værdighed, så er vi kommet langt. Det er noget der vil blive værdsat. Og eftersom vi alle bliver ældre hele tiden, så er der en naturlig motivation for at skabe den slags innovation: ikke bare hjælper vi de ældre i dag, vi hjælper også os selv i morgen.
Men teknologi kan bruges på både godt og ondt, og der er en naturligt skepsis når det kommer til dens brug blandt ældre personer. Et af de områder der har været meget debat omkring, er brugen af GPS trackers til ældre med demens. Værdien er klar: når man altid kan spore den ældre, så giver det vedkommende mulighed for at bevæge sig frit rundt uden opsyn. Man har altså ikke brug for en ?barnepige? for at kunne gå ned at handle i Brugsen, og man bliver ikke låst inde på sit værelse. Man er et frit og autonomt individ. Men hvad med værdigheden og privatlivet? En GPS der konstant ?sladrer? om hvor man er nem at kritisere her. De færreste ville have lyst til at gå rundt med sådan én. Selv dem der vælger at spore deres egne børn på en sådan måde virker lettere hysteriske og unfair.
Så der var en vis modstand mod GPS?er til de ældre, og det var fair nok. Men det interessante er, hvordan branchen har lyttet til kritikken og aktivt har løst problemerne. Med en moderne demens gps tracker er værdigheden sikret. Den ældre bærer rundt på en GPS enhed, men den sladrer ikke om noget som helst til nogen som helst. Det er kun hvis den ældre har bevæget sig udenfor sit hjem i en for lang periode, at en pårørende eller plejer bliver givet besked. Denne besked sladrer heller ikke som sådan: den gør dem bare opmærksom på det mulige problem. Hvis vedkommende så ikke kan komme i kontakt med den ældre, kan de vælge at aktivere sporingen, og på den måde finde frem til den demente der måske har forvildet sig væk. Med den nye generation af denne teknologi kan de ældre altså bære GPS med værdighed.
